Nøglen til uovertruffen spisekvalitet

Nøglen til uovertruffen spisekvalitet

Dansk Gastro Kalv er et koncept, som ved nøje udvalgte mælke- og kødkvæg-racer, giver kød i topklasse. Læs her, hvordan dette fantastiske kalvekød er udviklet.

Dansk Gastro Kalv er en serie af fantastisk mørt kalvekød, som er udviklet i tæt samarbejde mellem Danish Crown og AB Catering. Det unikke ved kalvekødet fra Dansk Gastro Kalv er, at det er dansk gourmet kalvekød, som stammer fra såkaldte krydsningskalve. Kalvekødet har en exceptionel høj spisekvalitet på grund af krydsningen mellem malkekvæg og kødkvæg (Jersey, Charolais, Dansk Blåhvid og Hereford). Krydsningskalvene er opdrættet i Danmark under optimale vækstbetingelser med ekstra plads i staldene samt arealer med dybstrøelse og bliver fodret med nøje udvalgt foder.

Bedre brug af ressourcerne
Kviekalve bliver almindeligvis anvendt til mejeriproduktion og tyrekalvene fedet op for at blive til kalvekød. Desværre har eksempelvis Jersey-tyrekalvene ikke det samme potentiale for at omsætte foderet til samme mængde kød som andre racer, og bliver derfor almindeligvis aflivet. “Det har både vi forbrugere og landmænd været kede af, men nu er det lykkedes os at udvikle en ny type kalvekød, som både tilgodeser forbrugerens ønske om dyrevelfærd og bæredygtighed samt landmandens udfordring med tyrekalvene”, fortæller Finn Klostermann, CEO i Danish Crown Beef. Pga. den specialudviklede sammensætning af mælke- og kødkvæg bliver krydningskalvene nu enten til kviekalve, der på et tidspunkt kommer til at give mælk og tyrekalve, der bliver til vaskeægte gourmetkød. ”På den måde kan vi bruge ny teknologi til at passe bedre på de ressourcer, vi har, fordi de nyfødte tyrekalve nu udgør et potentiale frem for et problem”, fortæller Finn.

Viden og samarbejde har givet pote
Årsagen til, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre for danske landmænd at avle og udvikle krydsningskalve, skyldes, at Landbrug & Fødevarers videnscenter som de første i 2011 begyndte at arbejde med kønssorteret sæd i et succesfuldt samarbejde med de danske landmænd. Dette har gjort Danmark førende indenfor området på verdensplan. Den succesfulde lancering af Dansk Gastro Kalv har medvirket til, at eksporten af danske spædekalve er nedbragt med næsten en tredjedel siden 2013. Netop kombinationen af malke- og kødkvæg gør, at kalvene vokser hurtigere og dermed også er en sund forretning for landmændene. Faktisk bliver der solgt mellem 50-100 hele kalve om ugen gennem konceptet.


Viden skal sikre den bedste spiseoplevelse
Intentionen er at udbrede Dansk Gastro Kalv konceptet, så så mange som muligt får glæde af gourmetkalvekødet. Dermed sælges det også til forbrugere via slagterforretninger, og ikke kun til professionelle køkkener. Fælles for de udvalgte salgskanaler er, at det er professionelle, som derved kan bidrage med kyndig vejledning og ekspertise, så forbrugeren får tilberedt gourmetkalvekødet på allerbedste vis. Udover at smagskvaliteten af kalvekødet fra krydsningskalvene er helt i top, er begreberne bæredygtighed, dyrevelfærd og danskhed ligeledes en meget stor del af Dansk Gastro Kalv konceptet.

”Der er stor fokus på bæredygtighed, dyrevelfærd og danskhed, og det er noget vi som grossist gerne vil bakke op om og tilbyde vores kunder. Det vægter naturligvis tungt, at det netop er Danish Crown, der er samarbejdspartneren således, at vi som grossist er sikret den rette volumen samtidig med, at tilliden er i top i forhold til både produktionen og fødevaresikkerheden”, fortæller Indkøbschef Jesper Bonderup hos AB Catering.

Du kan nedenfor se en række udvalgte Dansk Gastro Kalv udskæringer, og finde mange flere på vores webshop. Bliv endvidere inspireret til, hvordan du kan bruge kød fra Dansk Gastro Kalv i dit køkken i vores opskriftsunivers Opskrifter til Professionelle.

 

GÅ TILBAGE

Relaterede varer